Nyhedsbrev uge 39 – 2025

Vejarbejde, klubhusnyt, ledige krantider, kapsejlads, efterårsfest i Kaløvig og meget mere…
HUSK:
Mandag den 29. september 2025 får vejen til havnen ny asfalt
Fra kl. 05.00 til 16.00 vil vejen periodevis være spærret fra havnens indkørsel til det store kryds ved kranpladsen. Al kørsel til og fra havnen frarådes derfor denne dag. Det er stadig muligt at komme til havnen på cykel eller til fods. Vi beder alle vise hensyn under arbejdet.
Mastekranen virker igen 😊
Vores mastekran er nu blevet repareret og serviceret og er således klar til brug igen .
Booking af kran – vi har ledige tider den 8. oktober og 9. oktober 2025
Hvis nogen ønsker at fremrykke deres krantid, vil det være dejligt, så vi kan have en fuldt booket dag. Kontakt havnekaptajnen på telefon 86991967. Alternativt gå hurtigt til tasterne og book disse dage.
Online booking på disse dage og naturligvis på andre mulige datoer foregår her.
Status på klubhusbyggeriet
Vi er nu færdige med nedbrydningen. Heldigvis kan en stor del af beklædningsbrædderne genbruges til det nye klubhus, men vi mangler frivillige, der er villige til at male brædderne.
Hvis du har mulighed for at give en hånd med at svinge malerkosten, så kontakt gerne hurtigst muligt vores havnekaptajn Allan Rundberg på mail: havnekaptajn@kblsail.dk eller telefon 86 99 19 67.

Efteråret og vinteren banker på døren
Vi har allerede mærket det første af efteråret med kraftig vind. Som altid kan vi også forvente ekstremt høj- og lavvande på denne årstid.
Det er derfor vigtigt, at du følger denne vejledning:
– Placér fortøjningen på pælen 40–60 cm over vandoverfladen – lavt nok til at skåne pælen.
– Fortøjninger mod broen må ikke være stramme – båden skal ”svæve” løst uden at kunne ramme broen.
– Kontroller og justér jævnligt efter blæst og/eller ændringer i vandstanden.
Det er dét man kalder rettidig omhu.
Book shelters i det lune efterår
Hvorfor ikke holde nogle hyggelige efterårsnætter under åben himmel i Kaløvigs fine shelters?
Læs mere om shelterne her og booking her.
Efterårsfest fredag, den 31. oktober – kl. 18:00 på Badehotellet
Traditionen tro inviterer Kaløvig Bådelaug til efterårsfest med hygge, god mad, live musik og dans. Læs mere om festen og tilmeld dig her.
Kaløvig medaljer ved Dansk Sejlunions Ungdoms DM
UDM blev sejlet den 13.-14. september i Korshavn/Fyn og det blev til fornemme podiepladser til:
– Europajolle: Martin Brønlund Olesen = Guld
– Zoom8 jolle – piger: Safina Linnau = Guld
– Zoom8 jolle – piger: Tora Hammershøj = Sølv.
Stort tillykke til Martin, Safina og Tora.
Resultater for den enkelte klasser findes her.
Beretning fra Kaløvigs 3Broer kapsejlads
Årets udgave af vores traditionelle kapsejlads ”3Broer” blev en blæsende affære. I dommertårnet målte vi under sejladsen mellem 9,8 – 13,7 m/s fra sydlig retning og i pustene har der sikkert været meget mere.
I alt var der tilmeldt 42 deltagende både fra Kaløvig Bådelaug, Egå Sejlklub, Grenaa Sejlklub, Sejlklubben Ebeltoft Vig, Aarhus Sejlklub og Sejlklubben Bugten Aarhus.
På grund af vejret valgte 10 både ikke at stille til start, så vi havde 32 både til start. 4 både fuldførte ikke sejladsen – én af dem mistede masten syd for Koraldybet og blev af vores gode venner fra Nordfalcken bugseret sikker tilbage til Kaløvig.
Samlede vindere efter handicap blev:
– Stor bane (24 sømil) – Team Judas (Melges 24 – Aarhus Sejlklub).
– Lille bane (18 sømil) – NixenBixen (Albin Ekspress – Sejlklubben Bugten Aarhus).
Resultaterne for de enkelte grupper findes her.
Landgangstrapper på broerne
Det er ikke tilladt at montere mælkekasser, egne skamler og egne konstruktioner.
Hvis man har monteret en sådan, så skal man selv fjerne den straks – ellers vil den blive fjernet af havnens personale. Til gengæld er det muligt at købe en godkendt landgangstrappe af havnen. Læs mere om landgangstrapper her.
Find Kaløvigs aktivitetskalender her. Læs tidligere nyhedsbreve her.







