Ved søsætning og optagning med kranen skal du være opmærksom på følgende retningslinjer:
Generelt
- I skal være 2 personer til at hjælpe med at håndtere båden, ellers koster det et gebyr på kr. 500. Håndtering af båden indebærer blandt andet styring af båden ved hjælp af bådens fortøjninger, justering af benene på stativet (både ved optagning og søsætning), oprydning mv.
- Der skal bæres hjelm under kranarbejdet med båden. Hjelm kan lånes af KBL.
- Husk synligt medlemsnummer og hjemhavn (Kaløvig) på båden. Medlemsnummer skal nemt kunne aflæses både når båden ligger i vandet eller står på vinterpladsen (det må ikke være overdækket af vinterpresenning). Både uden medlemsnummer og hjemhavn søsættes ikke – jævnfør havnereglementet.
- Medlemsnumre og Kaløvig Bådelaug (hjemhavn) klistermærke udleveres gratis på havnekontoret.
- Husk synlige løftemærker på båden. Løftemærker udleveres på havnekontoret.
- Kranen kører ikke i frostvejr og i kraftig blæst (10 m/s). Det er kranføreren, der suverænt bestemmer, hvornår der ikke køres. Vi ved, at det kan være ubelejligt, men beder om din forståelse, da det både er for din, bådens og personalets sikkerhed, at vi har de forholdsregler.
- Der er normalt afsat 30 min. til optagning og søsætning, men det kan variere.
- Skal din mast af eller på, er det vigtigt, at du ikke blokerer pladsen under mastekranen længere end nødvendigt. Det samme gælder de faste bukke til master ved mastekranen. Master bør afrigges og lægges i masteskuret samme dag, som de er taget af båden.
Ved søsætning bedes du i øvrigt være opmærksom på:
- At være klar ved kranpladsen i god tid inden søsætning. Sørg for at være klar mindst 30 min. før din bookede tid. Agterstag og bomfald løsnes.
- Senest efter søsætning skal affald kildesorteres i havnens affaldscontainere og løse effekter fjernes fra vinterpladsen og hjemtages.
- Ansvarsforsikringspolice skal fremvises ved søsætning, således at det sikres, at bådplads og båd er registreret i samme navn. Medbringer man ikke disse papirer eller har man det ikke i orden – søsættes båden ikke.
Ved optagning bedes du i øvrigt være opmærksom på:
- At båden placeres ved servicekajen i god tid inden optagning. Sørg for at være klar mindst 30 min. før din bookede tid. Når båden skal placeres under kranen, skal stævnen ved hele klokkeslæt vende mod øst og ved halve klokkeslæt vende mod vest.
- Skal din båd op med mast, skal agterstag og bomdirk være afmonteret og ført frem til masten, så de ikke kommer i karambolage med kranens åg. Desuden kræves der minimum 2 støtteben, hvis du står med mast på vinterpladsen. Kontroller om du har betalt for dit stativ og eventuelle støtteben.
- Når båden tages på land for vinteren, skal fortøjninger og øvrige løse genstande fjernes fra bådpladsen/broen.