Nyhedsbrev uge 45 – 2025

Efterår i Kaløvig – regnskabsmøde, julehygge, sejlerskole-succes og meget mere
Invitation til Regnskabsmøde, tirsdag den 11. november 2025 – kl. 19:00
Ønsker du inden generalforsamlingen at få en fyldestgørende indsigt i Kaløvig Bådelaugs økonomi, så har du muligheden på regnskabsmødet. På mødet gennemgås årets regnskab og alle medlemmer har mulighed for at grave dybere ned i de enkelte poster.
Regnskabsmødet finder sted på Kaløvig Badehotel.
Invitation til Budgetmøde, tirsdag den 18. november 2025 – kl. 19:00
På mødet præsenterer bestyrelsen budgettet, der vil blive fremlagt på generalforsamlingen den 2. december 2025 til vedtagelse. Ønsker du inden generalforsamlingen at få en fyldestgørende indsigt i budgettet og de overvejelser der ligger bag budgettet, så har du muligheden på budgetmødet.
Budgetmødet finder sted på Kaløvig Badehotel.
Arbejdsdagen og standerskiftet, lørdag den 26.oktober 2025
På trods af det blæsende og regnfulde vejr, mødtes omkring 60 medlemmer kl. 09:00 i gummibådsgaragen, til rundstykker, kage, kaffe/te og fordeling af de mange opgaver.
Teltet blev taget ned, der blev lagt tæppe ved badebroen og mange andre opgaver ved saunaerne, trappen ved indgangen til baderummene blev repareret, nye grejvogne blev samlet, der blev malet ved fiskerne og brædder til det nye klubhus, indsamlet affald, nedbrydning af gammelt klubhus, monteret sternkapsler og meget mere.
Kl. 12:00 mødtes alle til frokost, hvor aktivitetsudvalget serverede udsøgt smørrebrød. Herefter forsatte arbejdet.
Kl. 15:15 mødtes alle ved masten på Øen til efterårets standerskifte.
Læs formandens tale ved standerskiftet her.
Dagen blev traditionen tro afsluttet med hygge, grillpølser og drikkevarer.
Igen en rigtig dejlig dag i Kaløvig 😊.
Sæt krydser i kalenderen – Aktivitetsudvalget gør opmærksom på følgende arrangementer:
- Julemanden kommer, ad søvejen, på besøg søndag, den 14. december 2025 – kl. 14:00
Allerede kl. 12:00 pynter jolleafdelingen Optimistjoller og sejler juletræsrace.
Kl. 14:00 ankommer Julemanden og når vi har vinket farvel til Julemanden igen, serverer Aktivitetsudvalget æbleskiver, gløgg og saftevand – rigtig julehygge for alle. Alle, uanset alder, er velkomne til at heppe på de seje unge jollesejlere og nyde Aktivitetsudvalgets tragtement. Se aktivitetsudvalgets fine invitation her.
- Julebanko tirsdag, den 16. december 2025 på Kaløvig Badehotel kl. 19:00
Traditionen tro holder Kaløvig Bådelaug julebanko med hygge og rigtig mange flotte præmier.
Se aktivitetsudvalgets fine plakat med informationer om bankospillet her.
Invitation til J70 sejlads inden sæsonen 2025 går på hæld.
Vi tæller ned til sæsonafslutning. Team Sixpack går over til at sejle på søndage kl. 11:00 -14:00 indtil bådene tages op den 7. december 2025. Hvis nogen vil lege med, så kom frisk – kan varmt anbefales!
Mødested: Lige over broen til Øen til venstre. Hvis vi bliver flere end 2 søndags-besætninger kan vi eventuelt lave rotation. Vi ses!
Sejlerskolens praktiske duelighedsprøver
Efter mange aflysninger af sejladsprøven på grund af dårligt vejr, lykkedes det endeligt at få afviklet de sidste prøver lørdag, den 1. november 2025. Alle 18 elever bestod på flotteste vis prøven og den eksterne censor udtrykte stor tilfredshed med elevernes niveau i Kaløvig. Stort tillykke til alle eleverne.
Astronomisk navigation – fra sekstant til søkort
Er du nysgerrig på den klassiske kunst at finde vej på havet ved hjælp af stjernerne?
I Kaløvig Bådelaug udbyder vi (Jesper Harpelunde og Poul Juel Petersen) et kursus i astronomisk navigation, hvor vi arbejder både med teori samt praktisk anvendelse af sekstant. Læs mere om kurset og tilmelding her.
Kranbooking – sidste udkald
Der er åbnet for de sidste tider i kranbookingen for 2025.
👉 Book krantid her.







