Regler for både på land og trailere i Kaløvig Bådelaug

Trailer- og bådopbevaring i Kaløvig Bådehavn

For at sikre god orden på havnen gælder følgende retningslinjer:

Generelle retningslinjer:

  • Alle både, der står på vinterpladsen, skal være placeret i Kaløvig Bådelaugs stativer.
  • Egne stativer, bådvogne eller ikke indregistrerede trailere må ikke anvendes til både på vinterpladsen.

Trailerparkering:

  • Alle bådtrailere skal parkeres på det særligt indrettede trailerområde, som ligger i den nordvestlige ende af vinterpladsen.
  • Medlemmer på dagssejlads:
    Medlemmer, der bruger slæbestedet i forbindelse med dagssejlads, kan parkere deres trailer på trailerområdet – men kun hvis bil og trailer hænger sammen. Traileren skal være forsynet med medlemsnummer (grøn mærkat).
  • Lejere af bådplads (ikke Lagune-plads):
    Lejere kan i sommerhalvåret parkere deres bådtrailer på det indrettede trailerområde. Traileren skal være mærket med medlemsnummer (rød mærkat).
  • Pladshavere:
    Pladshavere kan altid have deres bådtrailer stående på trailerområdet, så længe traileren er indregistreret og mærket med medlemsnummer (blå mærkat).
  • Joller i Lagunen:
    Joller (under 2 meter i bredden), som har plads i Lagunen, må stå på egen trailer på en anvist plads på vinterpladsen hele året, såfremt traileren er indregistreret, og både jolle og trailer er mærket med medlemsnummer (grøn mærkat) – og der er betalt særskilt leje for plads på land. Lagunepladslejere kan i sommerhalvåret parkere deres bådtrailer på det indrettede trailerområde, hvis denne er mærket med medlemsnummer (rød mærkat).

Vigtigt:

Trailere, der ikke opfylder ovenstående krav, vil blive fjernet for ejers regning.

 

Uanset om båden står på land med eller uden mast gælder endvidere.

Ovenstående og nedenstående regler skal respekteres og anvisninger eller påtaler fra havnens personale skal følges. Hvis anvisninger eller påtaler fra havnens personale ikke er bragt i orden senest 2 døgn herefter, har havnens personale frie hænder til at bringe forholdet i overensstemmelse med reglerne. For havnepersonalets arbejde opkræves kr. 500,- som grundbeløb + kr. 400,- pr. påbegyndt mandetime.
Desuden opkræves evt. materialer, der er nødvendige for at bringe forholdet i orden.

Optagning og søsætning.
Både tages op/søsættes med havnens kran og køres til den tildelte plads med havnens dertil indrettede transportvogn (egne vogne/stativer kræver dispensation hvert år). Evt. skader i forbindelse med løft og transport dækkes som udgangspunkt af havnens transportforsikring. Når båden først står på sin plads, dækkes evt. skader af bådejeren og dennes forsikring. Husk at kontrollere, om din forsikring dækker skader, der opstår mens båden står på land.
Husk at komme i god tid. I skal være minimum 2 personer for at hjælpe til med håndtering af båden. Møder du kun op 1 pers. koster det 500 kr.

Frost og blæst.
Kranen kører ikke i frostvejr og i kraftig blæst (8-10 m/s). Det er kranføreren, der suverænt bestemmer, hvornår der ikke køres. Vi ved at det kan være ubelejligt, men beder om din forståelse da det både er for din, bådens og personalets sikkerhed, at vi har de forholdsregler.
I månederne december, januar og februar opkræves et vintertillæg på kr. 1.000.- for et kranløft (optagning eller søsætning).

Medlemsnummer.
Båden skal være forsynet med medlemsnummer, der skal være anbragt synligt, så havnens personale kan se nummeret tydeligt.

Fendere og tovværk.
Fendere skal være afmonteret og løst tovværk skal være pakket væk.

Presenninger.
Da stativerne med båd på til enhver tid skal kunne flyttes med den dertil indrettede vogn, må presenninger ikke bindes til f.eks. løsthængende vægte, dunke og lignende. Presenninger skal bindes omkring bådens køl, ror, propelaksel eller til selve stativet, dog således at løftearmene ikke dækkes, og efter anvisning fra havnens personale. Såfremt medlemsnummer ikke er synligt, skal der placeres et synligt medlemsnummer.

Arealet under/over og omkring stativet.
Der må ikke opbevares grej og lignende under eller omkring stativet, da det til enhver tid skal være muligt for havnens personale at flytte stativ og båd med den dertil indrettede vogn. For stiger gælder, at disse godt må være låst fast til stativet, dog således at det ikke hindrer en evt. transport af stativ og båd. Hindrer en stige en evt. transport, vil låsen blive klippet.

Klargøring.
Stativerne lejes af havnen, dog således, at man ikke lejer et bestemt stativ fra år til år, men et uspecificeret stativ af den rette type/størrelse til den pågældende båd. Bådejere opfordres derfor til at passe godt på det tildelte stativ – herunder ikke at overmale det i forbindelse med forårsklargøringen.

Fejl og mangler.
Skulle der være fejl eller opstå mangler, skal dette straks meddeles til havnens personale.

Cockpit telt og presenning.
Hvis man ønsker at have båden på land med cockpit telt og/eller presenning, skal der monteres støtteben på stativet.

For både, der står med mast på land gælder desuden:

Støtteben.
Hvis båden står på land med mast samt cockpit telt og/eller presenning skal der monteres ét sæt støtteben.

Sejl.
Alle sejl skal afmonteres – dette gælder også rulleforsejl. Skjulte storsejl i mast skal surres.

Mast og rig.
Alle fald og liner skal spændes langt ud, så de under ingen omstændigheder kan røre masten.

Vores partnere

Bliv partner

Skriv til os

86991967