Nyhedsbrev uge 36 – 2025

Frivillige i aktion, sejlsportsdrama – og gratis Albin Vega
Nedbrydningen af klubhuset er i fuld gang
En kæmpe tak til alle de frivillige, der har lagt en imponerende indsats i arbejdet de seneste uger.
Allerede inden nedrivningen gik i gang, fik mange medlemmer hjulpet med at pakke klubhuset ned – og i sidste weekend stod endnu et stærkt hold klar til at pakke køkkenet ned. Det gjorde, at de frivillige, som mødte op mandag morgen og havnens personale, straks kunne gå i gang med selve nedrivningen uden forsinkelser.
Siden da har der hver dag været hold af frivillige – sammen med havnens personale – i gang med at rive ned, bære ud, køre affald væk og meget mere. Flere har endda stillet både eget værktøj, trailere osv. til rådighed – det er en kæmpe hjælp, og vi er meget taknemmelige for den store opbakning,
Hvis du har mulighed for at give en hånd med, så kontakt gerne hurtigst muligt vores havnekaptajn Allan Rundberg på mail: havnekaptajn@kblsail.dk eller telefon 86 99 19 67.
Endnu engang tusind tak til alle jer, der allerede har bidraget – jeres indsats gør en kæmpe forskel for, at vi kan komme godt i gang og holde tidsplanen!
DM – sølvmedaljer til Kaløvig Bådelaugs Sejlsportsliga-hold (Kaløvig Cobras)
Årets finalesejladser i Sejlsportsligaen, der samtidig er Danmarksmesterskab, blev til en gyser. Kaløvig lå i sidste sejlads til at vinde, men fik en straf på mållinjen og det betød at Sønderborg Yacht-Club tog guldet – blot ét point foran Kaløvig. Kaløvig Bådelaug – Cobras – pressede Sønderborg hele vejen og Kaløvig-holdet leverede imponerende sejladser gennem hele liga-sæsonen. Placeringen betyder, at Kaløvigs hold er udtaget til den internationale sejlsportsligas Champions League. Stort tillykke til Julius, Rune, Nicolai og Lars.
Se Baadmagasinets artikel her.
Sensommergrill arrangementet i fredags var en stor succes.
Klokken 18:00 var grillen klar og flere end 60 mennesker deltog i arrangementet. Alle havde medbragt egen mad, drikke og godt humør.
Snakken gik ved bordene, og der blev fortalt om sommerens oplevelser. Aktivitetsudvalget takker for opbakningen til en hyggelig aften. Og tak for hjælpen med oprydningen, så teltet blev afleveret i pæn stand.
De bedste hilsner – Aktivitetsudvalget.
Dejlig mad og koncerter på Badehotellet
Nyd en skøn 3-retters middag efterfulgt af intime koncertoplevelser med nogle af Danmarks dygtigste artister. Læs mere om det og de enkelte arrangementer her.
Albin Vega gives væk
Albin Vega er en svensk klassiker på 27 fod, konstrueret af navnkundige svenske Per Brohäll – og en af de første masseproducerede glasfiberbåde. Gennem 50 år har Vega’en bredt sig til hele verdenen, som mindre familiebåd med god komfort og nem håndtering, og adskillige har demonstreret Vega‘ens sejlegenskaber, under selv ekstreme forhold. En oplagt begynderbåd, men også en klassiker, som man kan have glæde af i rigtig mange år, uanset om man er til kapsejlads eller er til de små dagsture, weekend- og feriesejlads, eller jordomsejling.
Gratis opbevaring på vinterplads – eller i vandet indtil marts måned 2026.
Er du interesseret, så kontakt Kaløvig Bådelaugs havnekaptajn Allan Rundberg på e-mail her.
3Broer: Du kan nå det endnu! Deltag i Østjyllands smukkeste distancesejlads…
Kaløvig Bådelaugs traditionelle én-dags distancesejlads sejles i år lørdag, den 13. september 2025.
Tilmeldingsfristen er tirsdag, den 9. september 2025. Find indbydelse, sejladsbestemmelser og tilmelding/betaling her.
J70 fredagssejlads og -hygge, den 12. september 2025
J70’er sejlerne indbyder til fredagssejlads og -hygge fredag, den 12. september 2025 – kl. 17:00.
Husk, at J70’ernes fredags-sejlads og -hygge er åben for alle. Kom og prøv en tur i vores racer-både og tjek, om der er potentiale for at sætte en ny, fast J70’er besætning. Læs mere om Kaløvig Bådelaugs J70’ere her.
Læs beretning og se billeder fra første J70 arrangement, fredag den 15. august her.
Sejlklubben BUGTEN inviterer til Kalø-sejladsen, lørdag den 4. oktober 2025
Kalø-sejladsen, der er en distancesejlads på ca. 26 sømil, er sæsonens sidste kapsejlads.
Tilmelding og betaling skal foretages på hjemmesiden www.bugten.dk under Events – senest onsdag den 1. oktober. Er du ikke allerede oprettet som medlem eller med profil, skal du først oprette din profil. Hvis du har behov for hjælp, kan du kontakte Jacob Sørensen, jacob1807@gmail.com
Ønsker du ikke længere at være medlem af Kaløvig Bådelaug i 2026, så bemærk nedenstående:
Hvis du (mod forventning) ønsker at melde dig ud af Kaløvig Bådelaug, skal det, i henhold til klubbens vedtægter, ske senest den 30. september året før udmeldelsen skal være gældende. Er du pladslejer kan du først melde dig ud, når din båd har forladt havnen og er du pladshaver, så kan du først melde dig ud, når din plads er solgt og din eventuelle båd har forladt havnen. Du skal melde dig ud af Kaløvig Bådelaug ved at sende en mail med din ”udmeldelse + medlemsnummer” i emnefeltet til havnekaptajn@kblsail.dk.







