Nyhedsbrev uge 37 – 2025

Vigtige havnenyheder: Ny asfalt, kranbooking, grejhytte og vinterkurser
Mandag den 29. september 2025 får vejen til havnen ny asfalt
Fra kl. 05.00 til 18.00 vil vejen periodevis være spærret fra havnens indkørsel til det store kryds ved kranpladsen. Al kørsel til og fra havnen frarådes derfor denne dag. Det er stadig muligt at komme til havnen på cykel eller til fods. Vi beder alle vise hensyn under arbejdet.
Mastekranen er desværre ud af drift
Kranen bliver sendt til reparation som en hastesag og forventes at være på plads og i orden i god tid inden bådoptagningen for alvor går i gang.
Der er nu åbent for kranbooking!
Over 100 medlemmer har allerede booket, så hvis du vil sikre dig en tid, der passer din kalender, bør du skynde dig at reservere.
Hele oktober er allerede åbent for booking, og derudover er der altid åbent mindst 4 uger frem.
Husk, at du først kan booke en krantid, når eventuelle udeståender med Kaløvig er betalt.
(Du logger ind med din mailadresse og dit kunde-/medlemsnummer)
➡️ Book din krantid her.
Ledig grejhytte fra 1. oktober 2025
Havnens grejhytter er meget eftertragtede, men vi har fået én ledig fra den 1. oktober 2025.
Er du interesseret, så send en e-mail til havnekaptajnen senest den 26. september.
Der trækkes lod blandt alle interesserede.
Læs mere om Kaløvig Bådelaugs grejhytter og priser her.

Opbevaring i masteskuret
Har du din mast, bom eller stige liggende i masteskuret, har du frem til den 21. september 2025 til at få bragt tingene i orden.
Dine ting skal være mærket med medlemsnummer, og der skal være betalt for mast, bom og vinterstativ.
Mærkater kan trækkes i automaten ved Havnekontoret. Stiger skal også være forsynet med medlemsnummer.
Vi foretager samtidig en generel oprydning i masteskuret, så der bliver god og ordentlig plads til masterne.
Læs mere om opbevaring i masteskuret her.
Yachtskipper af 3. grad
I den kommende vinter tilbyder sejlerskolen Yachtskipper 3 kursus – første mødegang er mandag, den 24. november 2025.
Kursus henvender sig til alle der ønsker en teoretisk videregående sejladsuddannelse med henblik på sejlads i større fartøjer og dem der evt. gerne vil prøve kræfter med lidt længere sejlads i danske og evt. i nordeuropæiske farvande og den Engelske kanal samt de Britiske øer. Undervisningen foregår som dialog-baseret klasseundervisning kl. 19:00-21:00 på mandage fra november 2025 til slut februar/start marts 2026. Vi gennemgår og diskuterer de emner vi har læst om hjemme, Der skal forventes tid til hjemmeopgaver/læsning fra gang til gang.
Da der erfaringsmæssigt er stor søgning på kurset, anbefales hurtig tilmelding. Mere om kurset og tilmelding findes her.

Vigtige datoer for alle medlemmer af Kaløvig Bådelaug
- Søndag, den 26. oktober 2025: Medlemmernes arbejdsdag og standerskifte Læs mere om dagen her.
- Fredag, den 31. oktober 2025: Kaløvig Bådelaugs traditionelle efterårsfest. Læs mere om festen og tilmeld dig her.







