Nyhedsbrev uge 40(3) – 2025

Højtryksrensning, muslinger til ”genbrug”, kapsejlads og Sejler-Awards
Højtryksrensere på vaskepladsen
På generalforsamlingen blev det foreslået, at Kaløvig Bådelaug skulle undersøge muligheden for at tillade brug af højtryksrenser ved vask af både. Bestyrelsen har nu behandlet sagen.
Da vaskepladsen blev etableret, besluttede man, at bådene skal vaskes med børste og almindelig vandslange – og ikke med højtryksrenser. Den beslutning fastholdes, og det er der flere vægtige årsager til:
- Miljø og aerosoler
Højtryksrensere danner aerosoler – små vand- og malingspartikler – som spreder sig langt uden for vaskepladsen til omgivelser, bygninger og havnebassinet. Det er ikke tilladt, da forureningen dermed rækker ud over det område, hvor spildevandet bliver opsamlet og renset. - Arbejdsmiljø og sundhed
Aerosolerne indeholder maling, mikroplast, biocider og kemiske komponenter. Havnens personale skal færdes på vaskepladsen dagligt i efteråret under bådoptagningen, og det er sundhedsskadeligt at arbejde i sådanne tåger. Og det er det naturligvis også for klubbens medlemmer. - Omgivelser og svineri
Højtryksrensere sprøjter malingrester og snavs på bygninger, anlæg og andre både i nærheden. Det sviner meget uhensigtsmæssigt på de omkringliggende arealer og er til gene for både medlemmer og havnens drift.
Kaløvig Bådelaug er en Blå Havn, hvilket betyder, at vi er forpligtet til at leve op til de højeste miljøkrav for danske havne.
Læs mere her.
Samtidig blev vi i 2022 hædret med Årets Bæredygtighedspris af Dansk Sejlunion – netop på grund af vores håndtering af vask af både.
Læs mere her.
Flere havne kommer hvert år til Kaløvig for at lære af vores måde at håndtere miljø og bæredygtighed på. At forbyde højtryksrensere er en naturlig del af denne linje.
👉 På denne baggrund har bestyrelsen besluttet, at højtryksrensere fortsat ikke er tilladt i Kaløvig Bådelaug.
Når det er sagt, så skal de redskaber, vi bruger til bådvask, naturligvis være i orden. Vaskegrejet – børster, slanger, koblinger mv. – må ikke være defekt eller utæt. Vi gør lige nu en ekstra indsats for at opgradere og/eller erstatte udstyr, der ikke fungerer. Oplever du problemer med udstyret, så meld det endelig til Heine eller Johnny, så det kan blive udbedret hurtigt.
Muslingehøst på Kaløvigs kapsejladsbøjer
Kapsejladsudvalget har hentet klubbens fem udlagte lapsejladsmærker i land og har i den forbindelse høstet en masse blåmuslinger fra bøjerne og kæderne. Muslingerne skal ikke spises, men bruges til et genopretningsforsøg nord for Studstrupværket. Igen bidrager Kaløvig til vores havmiljø.
Danmarksmesterskab – Europajoller 2025
I weekenden den 27. – 28. september afviklede Fredericia Sejlklub DM for ILCA og Europajoller og blev det til en fornem 2. plads og dermed sølvmedalje til Kaløvig sejleren Martin Brønlund Olesen i Europajolle. Stort tillykke til Martin. Find DM resultaterne her.
Opdatering fra Sejlklubben Bugten!!!
På grund af vejrudsigten er Kalø sejladsen er rykket fra lørdag, den 4 oktober 2025 til søndag, den 5. oktober 2025
Hvem skal vinde årets Sejler-Awards – Indstil kandidater nu
Til årets store Sejlergalla den 15. november uddeler vi seks Awards, herunder to helt nye priser. Alle klubber under Dansk Sejlunion kan være med til at indstille kandidater. Læs mere om Awards og den store Sejlergalla her.







