Nyhedsbrev uge 35 – 2026


Kaløvig Nyt: Renoveret sauna og badetrappe, sejlads og datoer til kalenderen

Du kan nå det endnu:
Kaløvigs traditionelle distancesejlads De 3 Broer, sejles den 5. september 2026

Læs meget mere om sejladsen og tilmelding her.

Saunaen og badetrappen åbner igen i morgen lørdag, den 29. august 2026
Efter 12 dages lukning er vi glade for igen at kunne åbne både badetrappen og saunaerne.

Badetrappen har fået en grundig renovering. Vinterens is og hårde frost har været hård ved badetrappen, som derfor efterhånden trængte til en grundig renovering. Vanger og gelænder er blevet repareret og har fået en ny omgang galvanisering, og samtlige trin på badetrappen er blevet udskiftet. Trappen er dermed grundigt sat i stand og forhåbentlig klar til mange års flittig brug. Isen har desværre også beskadiget belysningen på trappen. Det har ingen betydning for brugen af selve trappen, men lyset bliver først reetableret i løbet af næste uge.

Nye bænke, ryglæn og gulv i saunaerne.
Lukkeperioden er samtidig blevet brugt til at give saunaerne en tiltrængt opfriskning. Bænke, ryglæn og gulv er blevet udskiftet, da træet gennem årene var blevet meget medtaget af den intensive brug og ikke mindst af sved. Vi håber naturligvis, at de nye materialer kan holde sig flotte og indbydende i mange år. Det kræver dog, at vi alle hjælper med at passe godt på dem.
Du skal derfor altid huske at sidde på et stort, tykt og tørt håndklæde, som dækker både ryg, balder og ben – og fremover skal der også være håndklæde under fødderne. Det er både af hygiejniske hensyn og for at beskytte træværket mod sved og fugt.
Vi vil samtidig minde om, at det kun er de monterede ryglæn ved bænkene, der må benyttes som ryglæn. Væggen ind mod forrummet er beklædt med en anden type træ, som ikke er nær så slidstærk som materialet på bænkene og ryglænene, og den skal derfor ikke bruges til at læne sig op ad.

Den enkle huskeregel er derfor: Sid på et stort, tykt og tørt håndklæde – også med håndklæde under fødderne på gulvet – og benyt de monterede ryglæn.

Så hjælper vi hinanden med at passe godt på vores nyrenoverede faciliteter, så de kan være pæne, hygiejniske og behagelige at bruge i mange år fremover.
Saunaerne åbner med de almindelige åbningstider – se saunaernes åbningstider og regler for brug her.
Vi glæder os til igen at byde alle vinterbadere velkommen i vandet og varmen.

Affaldssortering
Når affald afleveres på vores affaldsstation, er det vigtigt, at det sorteres korrekt efter de anviste skilte.
Spraydåser og trykflasker må IKKE afleveres i containeren til jern og metal. De skal i stedet afleveres i vores miljøcontainer – den store grå 20-fods container – og placeres i den anviste affaldssektion til denne type affald.
Vores renovationsfirma holder skarpt øje med, om affaldet er sorteret korrekt, og fejlsortering kan medføre ekstra gebyrer. Eksempelvis koster det 338 kr. pr. trykflaske/spraydåse, hvis den ligger i containeren til jern og metal.

Aarhus Havn inviterer til Åben Havn 2026

Kom til Åben Havn i morgen den 29. august 2026 og se store maskiner, mød Motor Mille, og lær mere om, hvordan Aarhus Havn
og virksomhederne hver dag forsyner danskerne. Arrangementet er fra klokken 10.00 til 14.00 og er helt gratis.
Sidste gang var omkring 8.000 gæster forbi arrangementet, der igen i år byder på store maskiner, sjove bådebyggerværksteder for børn,
rundture på havnen, underholdning af Motor Mille og meget, meget mere.
Læs meget mere her.

Lige lidt krydser til kalenderen:

  • Kom til sensommergrill i aften fredag den 28. august. Læs mere her.
  • Standerskifte/arbejdsdag den 25. oktober.
  • Den STORE efterårsfest den 31. oktober.
  • Julebingo den 8. december.
  • Julemanden kommer til Kaløvig 13. december.

Derudover vil der være et sandt overflødighedshorn af klubaftener med interessante emner hen over vinteren (tirsdage)
Nærmere information om alle arrangementer følger.
Venlig hilsen – Aktivitetsafdelingen.

Kom og sejl med i J/70

Kaløvig har nu 3 x J/70 både til rådighed og vi vil forfærdeligt gerne have flere sejlere med på J/70 bølgen.
Derfor laver vi en række tilbud hen over de næste måneder. Vi håber at se mange prøvesejlere og at vi kan få etableret nogle nye hold af aktive J/70-sejlere.
4. september – mere om “kom og sejl med” i Kaløvig Bådelaug

  • alle er velkomne – også tilskuere på vandtrappen!
  • vi sætter 4-5 personers besætninger på hver båd
  • blandet af sejlere / ikke-sejlere / unge / gamle / nye
  • vi lægger simple baner med start og mål lige Ø for klubhuset
  • flyvende udskiftning fra gummibåd
  • der serveres sponsor-øl fra fad på land efter sejlads

Vores “sejl med” arrangementer ligger altid fredag eftermiddag. Næste dato: 18. september.
9. oktober: J/70 Klubmesterskab
Der inviteres til klubmesterskab i J/70 klassen fredag den 9. oktober kl. 17:00.
Her kan alle fast tilmeldte hold deltage. Ad hoc hold kan deltage mod et mindre tilmeldingsgebyr.
Sæt dit nye J/70 hold nu!
Særtilbud for efterårssæsonen:

  • sæt et hold nu og få et intro-tilbud på 2800,- for resten af sæsonen
    (normal sæsonpris er kr. 10.000). Beløbet deles blandt besætningen)
  • deltag i klubmesterskab den 9. oktober
  • deltag i fredags-sejlads på udvalgte fredage
  • fri træning i en J/70’er resten af sæsonen, når bådene er ledige

Der er pt plads til 2 både med nye pigebesætninger på mandagsbanen.
Der er 1 ledig båd og dermed plads til en ny blandet besætning til deltagelse på onsdagsbanen.
Vi tilbyder coaching fra medlemmer af de “gamle” hold, efter aftale. Vi hjælper hinanden med at blive bedre og med at passe på vores fælles både og grej!
Læs mere om KaløvigBådelaugs J/70’ere her.

Der er allerede nu åbnet op for de første kranbookinger!
Hvis du vil sikre dig en tid, der passer i din kalender, bør du skynde dig at reservere.
Husk, at du først kan booke en krantid, når eventuelle udeståender med Kaløvig Bådelaug er betalt.
(Du logger ind med din mailadresse og dit kunde-/medlemsnummer)
➡️ Book din krantid her.

 

Vores partnere

Bliv partner

Skriv til os

86991967