Introduktion af nye sejlere

Vil du lære at sejle?

I Kaløvig Bådelaug har vi intro-programmer for børn og unge, der gerne vil prøve kræfter med sejlsport. Vi tilbyder hold for forskellige aldre – fra de yngste, der tager deres første skridt på havnen, til børn og unge, der lærer at sejle med støtte fra vores instruktører.

Det er både sjovt og udfordrende at være kaptajn på sin egen båd. Sejlads styrker både krop og hoved, og børnene lærer om vind og vejr, sikkerhed på vandet, kapsejlads og godt samarbejde. Samtidig bliver de en del af et trygt fællesskab i klubben, hvor der er plads til nysgerrighed, nye venskaber og mange gode timer i frisk luft med vandet og horisonten som legeplads.

Sejlsport handler ikke om at være den stærkeste eller hurtigste – men om at tænke sig om, lære vinden at kende og arbejde sammen med sin båd. Derfor er der plads til børn med mange forskellige styrker.

Man behøver ikke have sejlet før – bare lyst til vand, leg og nye oplevelser.

Vi starter normalt nye hold i foråret og igen efter skolernes opstart i sensommeren, men du er også meget velkommen til at kontakte uden for holdopstart, hvis dit barn har lyst til at prøve sejlsport.

Nedenfor kan du se vores aktuelle programpræsentationer.

Hvis du vil høre mere eller tilmelde dit barn, kan du bruge vores tilmeldingsformular HER. Når formularen sendes, går beskeden direkte til jolleafdelingen, og vi vender tilbage med mere information.

Har du spørgsmål, er du også altid velkommen til at tage kontakt – vi fortæller gerne mere om livet på havnen og vores børnehold.

Vi glæder os til at byde nye sejlere og deres familier velkommen i Kaløvig.

Ny Optimistsejler – Kaptajn på din egen båd [8-12 år]

Mange børn starter med at sejle optimistjolle, når de er mellem 8 og 12 år, og for dem har vi sat Kaptajn holdet i søen. Det vigtigste er, at man er nysgerrig på vandet og har lyst til at lære noget nyt.

På Kaptajnholdet lærer børnene gradvist at sejle deres egen optimistjolle. Undervejs lærer de blandt andet om vind og vejr, sikkerhed på vandet, godt sømandsskab og hvordan man arbejder sammen med sin båd.

Sejlads handler i høj grad om at tænke sig om, læse vinden og bølgerne, trimme sejlet rigtigt og bruge både hoved og krop til at forudse, hvad der sker som det næste. Derfor er der god plads til mange forskellige børn og talenter.

Der er altid instruktører på vandet i følgebåd, som hjælper og vejleder sejlerne. Alle bærer redningsvest på havnen og i jollerne, og vi sørger for trygge rammer, hvor børnene kan udvikle sig i deres eget tempo.

Har man ikke mulighed for at deltage i vores introduktionsmøde, er man stadig meget velkommen. Tag gerne kontakt til klubben – eller kig forbi havnen en tirsdag eller torsdag kl. 17.00, hvor kaptajn holdet starter.

Kaptajner 2026:

Se plakaten her.

Krabbeholdet (ca. 4–7 år)

Krabbeholdet er for de yngste børn, der gerne vil opleve livet på havnen og tage deres første skridt ind i sejlsportens verden.

Her handler det først og fremmest om at blive tryg ved vandet og have det sjovt sammen med andre børn. Vi leger, fanger krabber, lærer om livet i havnen og snuser til optimistjollerne. Undervejs lærer børnene også om vind og vejr, sikkerhed på havnen og hvordan man passer på hinanden.

Aktiviteterne foregår i børnehøjde og i et tempo, hvor alle kan være med. Målet er at give børnene gode oplevelser på havnen og en tryg start på livet som sejler.

Der er altid instruktører til stede, og børnene har redningsvest på, når de er tæt på vandet. For de yngste (typisk 4–5 år) er forældrene ofte med på sidelinjen og hjælper lidt til, mens børnene stille og roligt finder sig til rette i livet på havnen.

Krabbeholdet starter lidt tidligere end de øvrige børnehold, så de yngste kan nå hjem i god tid efter en aktiv eftermiddag på havnen.

Vi holder et introduktionsmøde for nye krabber og deres forældre før sæsonstart, hvor man kan høre lidt mere om holdet og møde instruktørerne.

Har man ikke mulighed for at deltage, er man stadig meget velkommen. Tag gerne kontakt til klubben – eller kig forbi havnen en torsdag kl. 16.30, hvor krabbeholdet starter.

Nedenfor kan du se vores aktuelle program for Krabbeholdet.

Krabber 2026:

 

Vores partnere

Bliv partner

Skriv til os

86991967